Belysning og varme

Belysning og varme

Hvorfor skægagamer behøver varme og UVB

Skægagamer er koldblodede dyr og har derfor behov for ekstern varme og UVB-lys for at kunne opretholde en sund kropstemperatur og normal fysiologi.

Varmespot og temperaturzoner

Der skal etableres en tydelig temperaturgradient i terrariet, så dyret selv kan regulere sin temperatur ved at bevæge sig mellem varme og kølige zoner:

  • Varmepunkt (under spotlampen): ca. 40 °C
  • Midterzone: 32–35 °C
  • Kølig zone (modsatte ende): 25–26 °C

Varmespottet placeres i den ene ende af terrariet.

I et træterrarium med de anbefalede mål (120 × 60 × 60 cm) og med lampen hængende indvendigt, vil en 50–75 watt pære som regel være tilstrækkelig. Den nødvendige wattstyrke afhænger dog af både terrariets størrelse, højden til lampen og temperaturen i rummet den står i. Nogle gange kan en 25 watt være nok i de varme sommermåneder, fordi temperaturen stiger i vores hjem.

UVB-belysning

Skægagamer skal have adgang til et UVB-lysstofrør, der dækker minimum 2/3 af terrariets længde.

  • Anbefalet type: T5-rør (alternativt T8)
  • UVB-styrke: 10 %, 12 % eller 14 % (afhængigt af afstanden ned til skægagamen)

UVB er livsnødvendigt for skægagamens helbred. Det muliggør dannelsen af vitamin D3, som er afgørende for at optage og omsætte calcium. Uden korrekt UVB-eksponering risikerer dyret at udvikle MBD (Metabolic Bone Disease), en alvorlig og smertefuld tilstand, der fører til knogleskørhed og deformiteter.

Lys og døgnrytme

Lysperioden i terrariet bør følge årstiderne, da skægagamens naturlige døgnrytme er sæsonbetonet:

  • Sommer: ca. 14 timers lys
  • Forår/efterår: ca. 12 timers lys
  • Vinter: ca. 10 timers lys

Der kan slukkes automatisk med en timer, så dagslængden holdes stabil. UVB-rør bør skiftes hver 12. måned – også selvom de stadig lyser, da UVB-effekten falder over tid.